INTERVIEW | Det kan lyde ligetil når vestlige medier fortæller om de “prorussiske kræfter” i Ukraine og horder af separatister der raserer landet og dets befolkning. I sådanne tilfælde må vesten selvfølgeligt støtte befolkningen og dets regering. Men er billedet af konfliktens identiteter og den klare politiske løsning nu også så ligetil? Denne artikelbringes i samarbejde med Riko.nu 

RIKO talte tidligere på måneden med kandidatstuderende Philip Sviatchenko (PS) – studerende i østeuropæiske studier og med rødder i Ukraine – om de involverede identiteter og hvilken hvordan især den “almindelige borger” i Ukraine ser på krisen.Vi hører meget i medierne om grupper bestående af prorussiske separatister og oprørere i den østlige del af Ukraine, ser du det som en generel tendens at prorussiske kræfter vinder frem i Østukraine? Og hvor stammer de fra?

Vi hører meget i medierne om grupper bestående af prorussiske separatister og oprørere i den østlige del af Ukraine, ser du det som en generel tendens at prorussiske kræfter vinder frem i Østukraine? Og hvor stammer de fra?

De ”prorussiske kræfter” i Østukraine er som så meget andet i konflikten misvisende. Vi i Vesten bliver nødt til at forstå, at Ukraine er Europas geografisk største land og med en befolkning på over 44 millioner, hvilket i sig selv er nok til at give en række store udfordringer, både politisk, historisk og kulturelt. De tre største østlige regioner i Ukraine, Kharkiv, Donetsk og Luhansk, er ofte dem vi forbinder med det østlige Ukraine.

Kharkiv, Ukraines næststørste by, har formået at holde urolighederne nede. Der er blevet registreret enkelte skyderier i byen, måske mest markant, blev byens forhadte borgmester, Genady Kernes, en tilhænger af Janukovitjs regime, forsøgt myrdet på åben gade under en cykeltur. Kernes overlevede med nød og næppe på en privatklinik i Israel.

Det er svært at svare på, hvor de ”prorussiske kræfter” præcist stammer fra, men meget tyder på, at det er en broget gruppe bestående af tidligere veteraner fra den sovjetiske krig i Afghanistan, rebelske prorussiske grupperinger fra Kaukasus, ekssoldater, eks-Berkut (det tidligere, forhadte ukrainske uropoliti), som føler sig dårligt behandlet af befolkningen i Vestukraine, fordi de i høj grad mener, at de blot fulgte ordrer, da de gik hårdt til værks mod Euromaidan demonstrationerne.

Sidst, men ikke mindst, er der med stor sandsynlighed russiske efterretningsfolk i Ukraine. Denne gruppe er karakteriseret ved at være markant bedre veludrustet med af våben og udrustning, og nok mest kendt som ”grønne mænd” i Vesten. Vi har tidligere i Tjetjenien set denne teknik fra Ruslands side, som i alt sin enkelthed går ud på at ”ligne” lokale oprørsbevægelser, som støtter Moskva. Alt sammen for at skabe en illusion om separatisme.

Har separatisterne lokale støtter eller foregår det meste fra Rusland som mange vestlige medier hentyder?

En anden og ikke så ubetydelig gruppe oprørere tæller forskellige bandelignende og mafiarelaterede grupperinger. Denne gruppe er hidtil af iagttagere blevet forbundet med Ukraines rigeste oligark, Rinat Akhmetov, men efter de seneste ugers tv-interviews fra hans residens i London, bliver der sat spørgsmålstegn ved, om han virkelig har kontrol over disse grupper. For hvem finansierer deres forsyninger?

Ifølge ukrainske, afhængige medier stammer forsyninger, herunder medicin, mad, våben og udrustning, fra den tidligere præsident Janukovitj og hans sønner. De bandelignende grupper virker i hvert fald til at have egne agendaer, og de virker ikke til at lytte til Akhmetov. De ”prorussiske kræfter” i Østukraine ønsker ikke direkte indlemmelse i Rusland af følgende grunde: Ukraine styres stadig af klaner, og det har det seneste præsidentvalg ikke ændret på. Hvis Østukraine bliver indlemmet i Rusland, vil de russiske oligarker true de ukrainske klaner i Østukraine, som længe har haft deres eget ”bassin” at svømme rundt i, hvilket de bestemt ikke ønsker at ændre på.

Udover de mange separatister og militante som præger konfliktens identiteter; hvad kan man sige noget om den“almindelige borgers” mening om situationen i Østukraine?

”Almindelige østukrainere” er selvfølgelig også en forsimpling, da de demografiske og kulturelle forskelle, bare i regionen Donetsk, er enorme. Hvis du spørger taxachaufføren på gaden i Slavjansk, vil han givetvis sige ja til integration i Rusland. En anden chauffør vil svare, at han ønsker sin region tilnærmer sig Rusland økonomisk og handelsmæssigt, men bestemt ikke lader sig indlemme i Rusland. En tredje vil svare, at juntaen, som nogle kalder den midlertidige regering i Kiev, ikke gør nok imod den stadigt herskende uro i Østukraine.

Desuden er der en kulturel elite i det østlige Ukraine. De er ofte bedre uddannede, og nogle har undervist på forskellige videregående uddannelser i ukrainsk sprog og kultur. De ser ikke sig selv flytte til Vestukraine, selvom de har mere til fælles med den del af landet.

Desværre er rigtigt mange mennesker jo reelt bange for at komme uden for dørene i nogle byer i Donetsk, hvor kamphelikopterne flyver over byen. Situationen er meget alvorlig, og det er civilbefolkningen, som står som den helt store taber. De ældre har ingen steder at tage hen, skolebørn er begyndt at blive evakueret til nogle sommerlejre. Mange har ikke færdiggjort deres eksamen og kan derfor ikke starte på deres uddannelse efter sommeren.

Problemer der kan synes banale, men ikke desto mindre ér vigtige, netop fordi det omhandler så mange mennesker. Hvis situationen eskalerer yderligere, og ustabiliteten hersker videre i det østlige Ukraine, så vil der komme flere og flere modstandere af regeringen i Kiev, som står overfor en række uoverskuelige opgaver. Reformer vil ikke ligefrem give støtte til regeringen. Senest gik hundredevis af minearbejdere fra Donetsk på gaden for at demonstrere imod regeringen, og de lignede ikke betalte folk, men ukrainere som ville have fred i deres region og en ende på blodsudgydelserne.

Men langt størstedelen af den ukrainske befolkning i de østlige regioner taler slet ikke om politik til dagligt. Vi skal huske på, at rigtig mange folk i denne del af Ukraine slet ikke tænker 4-5 år frem. De er langt mere optaget af at skaffe mad og finde beskæftigelse for at klare dagen og vejen – uanset samfundslag og uanset om man har en ph.d. eller er minearbejder. Det er vestlig naivitet at tro, at alle folk i verden taler aktivt om politiske strukturer og et nylig overstået præsidentvalg. Der vil naturligvis være en del, som udmærket er klar over, hvad en mulig føderalisering vil betyde, men det er ikke det samme, som at det er altafgørende i den østukrainske mands liv.

Det kan måske være svært for befolkningen at se en løsning på krisen. Forventer den civile ukrainer, at NATO eller EU vil hjælpe med at løse den politiske krise?

Nej, man har altid klaret sig selv. Den ukrainske befolkning tilhører en overleverkultur. I det østlige Ukraine har der ikke været et udbredt ønske om tilnærmelse til Vesten, ej heller forståelse af EU. Hvis der har været en tilnærmelse til EU, så har det været på det værdimæssige, hvor man har set EU dyrke en attraktiv model i forhold til værdier, normer og stabile institutioner.

I den nuværende situation ser en snarlig militær deeskalering ikke ud til at indtræde, hvordan forventer du dig af den militære og politiske udvikling i Ukraine?

Mange års korrupt kleptokrati har sat dybe spor i Ukraine. Landets befolkning, uanset øst eller vest, har oplevet politisk inkompetence i en skala, der er svær at overdrive. Nogle østukrainere tilslutter sig oprørerne af en frygt for at blive en ”slave” i det kapitalistiske EU, og hvis valget står mellem at blive billig arbejdskraft i EU eller blive en del af den patriotiske, selvsikre russiske ”middelklasse”, så fristes mange, især unge, ukrainere til at vælge det sidste.

Har man mistet sit hjem, bil, familiemedlem eller blevet udsat for hjemmerøveri, som følge af en stadig stigende lovløshed i Østukraine, så må det alt andet lige være nemmere for kræfter i Ukraine, som ønsker en forstsat destabilisering, at rekruttere nye separatister.

Samtidig må vi huske på, at den nuværende destabilisering i det østlige Ukraine i høj grad også camouflerer for et skjult bandeopgør, fordi de gamle magtstrukturer og uskrevne regler er forstyrret.

Philip Sviatchenko (f. 1988) kandidatstuderende i Østeuropastudier og Statskundskab ved Københavns Universitet og tidligere praktikant på Den Kongelige Danske Ambassade i Kiev. Desuden er han engageret i organisationen SILBA og frekvent skribent på Magasinet rØST.

Artiklen er blevet bragt i samarbejde med Riko.nu

Af Riko.nu