KOMMENTAR | Den første folketælling siden krigen skal afholdes i efteråret 2013 i Bosnien-Hercegovina. Muharem Bazdulj forklarer her, hvorfor folketællingen er så vigtig, men også hvorfor den kan blive brugt til politiske slagsmål partierne imellem. Artiklen bringes i samarbejde med Pescanik.net

Lige siden de såkaldte demokratiske valg begyndte i Bosnien-Hercegovina, har iagttagere, kommentatorer og analytikere rutinemæssigt sammenlignet dem med folketællinger. Størsteparten af den bosnisk-hercegovinske befolkning stemmer nemlig som regel på partier, som vi kan kalde nationalistiske (og her menes ikke udelukkende triumviratet SDA-SDS-HDZ fra 1990). Sådan var det i 1990 ved de første (og eneste) førkrigsvalg, og sådan er det fortsat i de omkring ti stats- og lokalvalgscyklusser (eller cirkusser) efter krigen. I al den tid er der dog kun blevet afholdt én rigtig folketælling, nemlig den der blev afholdt i 1991.

I sidste uge kom vi ind i et nyt år. Et år i hvilket der endelig, efter mere end to årtier, skal afholdes en ny og rigtig folketælling. Man behøver ikke være særlig klog for at gennemskue, at netop den folketælling ser ud til at blive den vigtigste politiske begivenhed i landet i hele 2013.

Anden halvleg for regeringen
Hvis vi måler tiden i valgperioder, så er den nuværende regeringskoalition allerede kommet ind i anden halvleg, men den ser ikke ud til at have styr på særlig meget. I Føderationen hersker kaos på den politiske scene, men de nylige skænderier mellem SNSD og SDS viser, at der ikke er meget mere stabilt i Republika Srpska. Selv hvis politikerne skulle formå at lave en eller anden kosmetisk aftale, der skal sikre, at Bosnien får status af EU-kandidatland, så vil dette mere være en almisse fra Bruxelles end resultatet af konkrete reformer. Alle partier afventer nu blot valget i oktober 2014. I den forstand vil folketællingen, og især dens resultater når disse bliver offentliggjort, blive forvandlet til en politisk slagmark på alle sider.

Etnisk rene territorier var formålet med krigen
Det står egentlig ganske klart, at en af de grundlæggende årsager til krigen var et ønske om at skabe så etnisk rene territorier som muligt. De brutale mishandlinger og mord skulle oftest tjene til at drive den ”uønskede” befolkning ud af det omstridte område. Resultaterne af dette er synlige for det blotte øje, men der findes ikke et ordentligt statistisk billede af den etniske sammensætning i dagens Bosnien-Hercegovina. Krigen førtes dog ikke alene i Bosnien. Den blev også ført i Kroatien, med en lidt mindre kompleks rollefordeling, men dog med samme overordnede mål: etnisk udrensning af territorier. I Kroatien er der siden krigens afslutning afholdt to folketællinger og resultaterne af den seneste – fra 2011 – blev for nylig offentliggjort. Herudfra kan man se, at Tudjmans målsætning om at forvandle serberne i Kroatien til et ubetydeligt og noget nær folkloristisk mindretal er lykkedes. Der var omkring 600.000 serbere i Kroatien i 1991. I 2001 var der omkring 200.000. Optimisterne forventede måske dengang, at den egentlige tilbagevenden for alvor ville begynde efter Tudjmans død og udleveringen af Milosevic til Haag, og at det etniske billede af Kroatien i 2011 ville minde lidt mere om situationen før krigen. Det håb, hvis det da overhovedet eksisterede, viste sig at være forkert. Folketællingen fra 2011 viser nemlig, at der i det år var 15.000 færre serbere i Kroatien end i 2001 – altså 185.000. I den gruppe, der er vendt tilbage, er dødstallet tydeligvis meget højere end fødselstallet, mens processen med tilbagevendinger praktisk talt er gået i stå. Dette illustreres bedst af UNHCRs oplysninger, ifølge hvilke blot 55 (rigtigt: femoghalvtreds) flygtninge vendte tilbage til Kroatien i løbet af 2012.

I de sytten år, der er gået, siden Dayton-fredsaftalen blev underskrevet, har en af de mest brugte fraser i den offentlige diskurs i Bosnien-Hercegovina været ”Anneks 7”. Dette henviser til den del af Daytonaftalen, der sikrer alle flygtninge og fordrevne retten til at vende tilbage til deres hjembyer. De fleste ejendomme er blevet givet tilbage, men kun en ganske lille gruppe mennesker er faktisk vendt hjem, selvom det altså ikke står klart, hvad det præcise antal er. Og siden der ikke var en folketælling i 2001 eller 2002, kan vi ikke engang vide, om der var flere bosniakker og kroatere i Republika Srpska eller serbere i Føderationen dengang, end der er nu i 2013.

Ingen interesse for hjemvendte flygtninge
Det er dog ikke svært at konkludere, at på trods af snakken om lån til hjemvendte familier og en bæredygtig – dvs. gensidig – strøm af hjemvendte, så er der ingen af de etnonationale eliter, der rent faktisk ønskede en tilbagevenden til det etniske billede, der herskede før krigen, og som nogle gange er sammenlignet med et leopardskind. Det er tydeligt, at alle forsøg på at retfærdiggøre denne manglende interesse for hjemvendte familier ved at pege på Daytonaftalens diskriminatoriske passager er ren sofisteri, der har til formål at skjule netop den manglende interesse hos de etnonationale politiske eliter. Uanset at Daytonaftalen med rette kan beskrives som en spændetrøje, så giver den dog nok plads til at ændre spillets regler indefra. Dette var naturligvis nemmere, dengang aftalen stadigvæk var frisk og ny.

Det er dog først, når vi ser resultaterne af folketællingen, at det vil blive muligt at fastslå, hvad de langsigtede følger af krigen er, og hvad, om noget, der endnu kan ændres i systemet.

Muharem Bazdulj er bosat i Sarajevo og skriver jævnligt debatindlæg for avisen Oslobodjenje, hvor denne tekst også første gang blev bragt den 08.01.2013.

Læs mere om den politiske situatuin i Bosnien-Hercegovina her: http://www.magasinetroest.dk/index.php?id=4&no_cache=1&tx_ttnews[tt_news]=1030

Af Muharem Bazdulj